| Færgefartens historie I 1699 giver stiftbefalingsmanden i Ribe , grev H. Schack, fuldmægtig Oluf Engelstoft eneret på færgefarten mellem Fanø og Strandby. Privilegiet var betinget af kongelig godkendelse, Privilegiet betød eneret på erhvervsmæssig personbefordring mellem de to anløbssteder og indenfor 1 dansk mil til begge sider herfor.
Privilegiets indehaver havde ingen pligt til regelmæssig fart, så det har ikke været uden grund, når der i "Landsbestyrelsen Vedtægt" er optaget en bestemmelse om, at birkefogeden eller landets fuldmægtige under strafansvar kan pålægge fartøjsejerne at foretage befordring "indtil et ordentlig færgeri kan blive reguleret".
I flere år blev færgeriet drevet af kroholdere, men da kroholdet var begrænset til kun at omfatte beværtning af Nordbys befolkning, og da trafikken var meget beskeden, var indtægterne så små, at færgeriejerne i 1811 - trods gyldne fra postvæsenet om firedobling af taksterne - gav helt op, hvorefter færgeriet i et års tid måtte drives nærmest som borgerligt ombud på skift mellem byens folk. Som det var almindeligt med små færgeoverfarter, var der ingen fartplan. Man hidkaldte færgen når man skulle over. I Strandby med et brædt for den store båd, et flag på hel stang for den lille og på halv for jollen. På grund af den flade strand og tidevandet anvendtes lange landgangsbroer på hjul, men de kunne ikke bruges ved søgang, så bar færgefolkene passagererne mellem båd og land. Det kostede 4 skilling, som man kun undlod at betale een gang, for på næste tur blev den sparsommelige uværgerligt dyppet ved et uheld.
I 1812 lykkedes det at formå den tidligere ejer til at genoptage færgedriften mod at kro-privilegiet udvidedes til også at omfatte udenbys folk. Måske det første skridt ad turismens vej.
Af en taksttabel fra 9. april 1813, underskrevet af generalpostdirektionens 4 medlemmer, fremgår straffen for krænkelse af færgeprivilegiet, nemlig erlæggelse af dobbelte færgepenge til færgemanden samt mulkt 2 - 4 rigsbankdaler til fattigkassen.
Allerede dengang tog man visse sociale hensyn, idet børn indtil 2 år samt nødlidende overførtes gratis, medens børn fra 2 til 12 år måtte betale halv pris.
Taksttabellen fortæller også lidt om hvilke varer der befordredes, der er takster for forskellige kreaturer, huder og skind samt for et læs lyng, tørv eller klyne. I 1858 er der forskellige takster på husmænd, håndværkersvende, soldater, matroser og tyende.
I 1816 afbrødes for en tid forbindelsen mellem krohold og færgedrift. Færgeriet overtoges af skibsfører Hans Jessen, for hvem det lykkedes at få færgeriet i god gænge med dygtigt mandskab og gode fartøjer. Han døde i 1830. Sønnen Jens Jessen drev færgeriet til sin død i 1837. Enken giftede sig med skibsfører C. W. Kolvig der igen samlede krodrift og færgeri. I 1854 erhvervede købmand A. B. Johnsen begge dele for 15.000 rdlr. Han solgte igen til sin brodersøn Chr. Johnsen i 1872 med god fortjeneste. Det blev videresolgt til skibsfører H. Svarrer i 1875.
Ved anlæggelsen af Esbjerg havn efter 1868 blev der mulighed for at flytte færgestedet hertil. Flytningen betød at man nu kunne benytte dampskib, hvorfor Svarrer i 1878 købte et mindre dampskib der døbtes "Fanø". I 1891 købtes færgeriet afen kreds af esbjergensiske forretningsmænd, der udvidede det ved køb af endnu et dampskib, "Esbjerg", senere suppleret med yderligere et dampskib, "Nordby", der erstattede "Fanø". I 1904 udskiftedes også "Esbjerg" med en hjuldamper af samme navn.
Omkring 1850erne opstod så småt interessen for friluftsliv og badning, og i 1851 oprettedes ved Nordby havn en badeanstalt, de to køn var sømmeligt adskilt og hvor der for yderligere at værne moralen var anbragt markiser ned til havoverfladen. Almanakken "Danmark" bemærker da også anerkendende i 1855, at der er indrettet badeanstalt på Fanø "men der hersker, trods det, i det store og hele, stor sædelighed på øen".
1890 grundlægges Vesterhavsbadet, og nu begynder turiststrømmen for alvor, og dermed øges trafikken for færgeriet. Forholdene var ikke gode for de mange udenlandske turister , og da besejlingsforholdene som følge af tilsanding af sejlrenden "Fanø Lo" stadig forringedes, således at anløb ved ebbe kun kunne finde sted på øens nordspids, dukkede kravet om en statslig overtagelse af færgeriet op nogle år efter århundredskiftet.
Efter 1. verdenskrig, 1. september 1918, overtog postvæsenet færgeriet for 225.000 kr. Ribe amt, Esbjerg og Nordby skulle bidrage med 45.000 kr. Ud over privilegiet dækkede købesummen de to færger, to motorbåde og en isbåd. Materialet var i dårlig stand og måtte ofte repareres eller udskiftes og sejlrenden måtte snarest oprenses.
I 1921 anskaffedes M/B "Nøne" med plads til 160 passagerer, i 1926 M/F "Fanø" med plads til 500 passagerer og 9 biler, i 1928 M/B " Grethe" til 20 passagerer og endelig i 1931 M/F "Nordby" med samme kapacitet som "Fanø" Disse både holdt en årrække.
Før 2. verdenskrig voksede turist- og bilstrømmen og færgernes befordringskapacitet i sommermånederne var ikke tilfredsstillende og tankerne om en bro dukkede op. Fra sommeren 1940 var forholdene totalt ændret; den sædvanlige sommertravlhed ophørte, men til gengæld steg helårstrafikken volsomt med transport af brændsel og forsyninger til øens befolkning og besættelsesmagten. Hertil kom meget store transporter af krigsmateriel og byggematerialer til de store befæstningsarbejder. Færgerne blev herved et sabotageobjekt, og der kom også en række tilfælde heraf. En bundventil blev åbnet mens færgen lå i lejet, maskinrummet blev sat under vand og akkumulatorerne ødelagt. Det var ikke nok til at stoppe sejladserne i længere tid, så den 30. september 1944 foretoges en bombesprængning i maskinrummet hvorved dækket sprængtes og overbygningen blev stærkt beskadiget. Mandskab fra færgeriet stod bag og overfartslederen måtte gå under jorden.
Nogle år efter krigen vendte turiststrømmen tilbage og der blev igen talt om en bro, hvorfor man fra postvæsenets side ikke ville investere i fornyelser og udvidelser af det sejlende materiel. Broplanerne blev opgivet, derfor indsattes 22. august 1962 motorbåden "Sønderho", Den kunne overføre 200 passagerer plus cykler og knallerter, men da det især kneb med at overføre biler, lod man 2 bilfærger bygge nemlig "Esbjerg" og "Nordby" hver med plads til 500 passagerer og ca. 25 biler. de blev taget i brug henholdsvis 23. april 1964 og 15. juli 1964.
Disse færger sejlede under postvæsenet indtil 30. april 1977 hvor de blev overtaget af DSB.
1997 overtager Scandlines ruten (Scandlines ejes af den Danske og Tyske stat med 50% hver) og 2 nye færger bygges. "Fenja" indsættes 17. juli 1998 og "Menja" 1. september 1998 begge med plads til 396 passagerer og ca. 35 biler.
I maj 2007 sælges Scandlines til et konsortium bestående af flere tyske virksomheder. De er ikke interesserede i at drive indenrigs færgesejlads, så de videresælger indenrigsruterne til Clipper Group A/S.
I løbet af 2008 vil færgerne få nyt logo og rederiet nyt navn.
Enten "Esbjerg" eller "Nordby" bliver solgt til Nigeria i 2000 og sejler i området som (Etireno) indtil 2010.
Og ender som, ser det ud til, "flygtningeskib"
Molslinien overtager i 2018 færgeriet fra Clipper Group. Linien hedder nu Fanølinien. I 2021 indsættes el-færgen Grotte og motorbåden Sønderho tages ud af drift.
Med tak for hjælpen fra Post & Tele-Museum |
